Hu hej, hvor det går!

Der er fart over feltet i det lille hjem. For at bruge en god gammel kliché, så flyver tiden virkelig ekstremt stærkt for tiden. Især med to unger, der begge har travlt på forskellige måder.

Der sker rigtig meget, på mange fronter herhjemme.

Jeg har det som om, at tiden flyder ud imellem hænderne på mig og at den ene dag vitterligt tager den anden. Vi når en masse, nu hvor vi er to, der går hjemme, men jeg synes godt nok også, at dagen ofte rinder ud, førend den rigtig er kommet i gang.

Jeg har, naturligt nok, travlt med jobsøgningen. At finde interessante jobs, få dem søgt, få vedligeholdt den jobprofil, man som jobsøgende har og med at følge med på LinkedIn og andre relevante jobrelaterede portaler. Der er heldigvis mange spændende jobs at søge i øjeblikket og jeg har stadig en kæmpe gejst omkring, at søge jobs og synes det er spændende. Dog er det også benhårdt arbejde i den forstand, at jeg føler, at jeg konstant står i et limbo. Når ansøgningen er sendt, er resten ikke op til mig og jeg kan kun vente på en tilbagemelding. Jeg er faktisk på job 24/ 7, føler jeg, for hvad nu hvis den som ringer, er en mulig arbejdsgiver. Jeg er tilgængelig nærmest alle døgnets 24 timer. Måske jeg skal lære, at finde en balance i det. Være lidt mere afslappet. Jeg mener, arbejdsgiverne ringer nok ikke udenfor normal arbejdstid, men man ved jo aldrig. Jeg har en dag eller to om ugen, hvor jeg tager på biblioteket, for at få ro til at skrive ansøgninger. Det er nu engang ret så produktivt frem for at sidde hjemme i sofaen, hvor både mand og barn er hjemme. Det kan jeg ikke abstrahere fra. Så det er fint, at kunne tage væk.

Jeg er som sådan ikke bange for, at jeg ikke finder et job. Det skal nok komme. Og indtil da nyder jeg tiden med min familie og værdsætter, at kunne være så meget sammen med både ungerne og Anders, inden jeg igen skal ud på det hæsblæsende jobmarked og vi bliver en familie, med endnu mere fart over feltet. Hver ting, til sin tid og lige nu, er det en tid med mulighed for samvær, med dem jeg aller bedst kan lide. <3

Anders er på barsel og det nyder vi allesammen godt af. Vi nyder virkelig, at have ham hjemme hver weekend og vi har aldrig fået så mange oplevelser sammen som familie på så kort tid, som vi har de seneste små tre uger. Det er fantastisk. Men samtidig knokler knokler han med, at få vores terrasse færdig inden foråret for alvor får bidt sig fast. Vi krydser fingre for, at denne uge bliver ugen, hvor vi får hegnet op og havemøblerne kan komme ud. Det afhænger dog lidt af leverancen af hegnet! I det daglige hjælpes vi ad og får det hele til at fungere, således at vi når igennem alle de daglige praktiske gøremål. Helst inden, at den store skal hentes. Men som hos alle andre småbørnsfamilier, så lykkedes det bare ikke altid. Heller ikke selvom vi er fire hænder hjemme til at nå det hele. Sådan er det. Igen får vi det bedste ud af situationen og vi når det jo nok. Og derudover er det rart at kunne nå alle mulige andre projekter, som er skønt at få styr på, inden vi ikke længere er to, der kan hjælpes ad. Det fungerer faktisk rigtig fint med at være hjemme sammen. Men nu sidder vi heller ikke lårene af hinanden. Det har vi simpelthen ikke tid til. Dog hygger vi os og nyder hinanden og tiden sammen, men vi nyder lige så meget, at vi når en masse praktisk og at kunne hygge om ungerne sammen, når vi alle er hjemme. Det bliver helt vildt underligt, når den lille spirrevip ikke længere er hjemme hver dag og vi voksne stadig er! Men så er det til gengæld rigtig dejligt, at vi kan give ungerne korte dage og dage, hvor de helt har fri. <3

Nynne er startet på besøgsordning i vuggestuen, for at lære både stedet, pædagogerne og de andre børn at kende før hun pr. 1/4 officielt er vuggestuebarn. I går var hun og farmand deroppe på andet besøg og det gik lige så godt, som første gang. Deroppe er hun bedøvende ligeglad med os og er, heldigvis, langt mere interesseret i både det nye legetøj og de nye bekendtskaber. Hun er en nysgerrig lille pige med krudt i måsen og hun har simpelthen så travlt med at udforske verden og ikke mindst, hvad hun rent fysisk formår. Derfor er hun inden for et par uger både begyndt at sætte sig op, at klappe(med knyttede hænder dog), at rejse sig op og så er der kommet nogle flere stavelser, på hendes lyde! Derudover er hun begyndt at komme lidt mere op på knæ, når hun kravler, men det er stadig mere kommando kravl, end det er egentligt motorisk korrekt, hvis man kan bruge sådan et udtryk!

Se hende lige, den lille lømmel. Frækheden lyser ud af øjnene på hende.🙈

Travlt, det har hun i hvert fald den lille lømmel. Hun er god som dagen er lang og en meget glad pige. Dog er vi heller ikke i tvivl, hvis hun er utilfreds og der er noget hun bestemt ikke vil. Temperament skal der til. 🙂
Hun er herlig, er hun. <3

Willum har gang i den helt store sproglige udvikling, forstået på den måde, at han for alvor er begyndt at lege med,- og smage på ordene. Han rimer, bruger nye ord i forskellige sætninger for at forstå betydningen af dem og hvordan de kan bruges i forskellige sammenhænge. Han er super interesseret i engelsk og kaster i flæng om sig, med forskellige udtryk, som han prøver af på os. Vi spørger ham, om han ved hvad det betyder og giver ham en forklaring, hvis ikke han gør. Dog bruger han nærmest konsekvent ordet chocolate fremfor chokolade, candy fremfor slik og icecream fremfor is! Og så er ordene:” No I don’t” blandt favoritterne, når han skal svare på noget han ikke vil eller ikke er enig i. Well, hvad kan jeg sige, Youtube kan både gøre gavn og bestemt også, det stik modsatte! Vi synes han er mega sej og er så stolte af ham. <3

Han har også altid været en motorisk dygtig dreng og øverst på hans ønskeliste til hans fire års fødselsdag, som er lige om hjørnet, står der et skateboard. Han ønsker sig det brændende, sammen med et løbehjul! For det der med at cykle, det har han jo lært. Så må man jo tage de motoriske udfordringer til et nyt niveau. Han er så dygtig, ham vores store, fantastiske, humoristiske, omsorgsfulde og glade dreng. <3

Så alt i alt, så går det godt her i forstaden, omend lidt travlt. Men vi hygger os og trives alle med den måde, som hverdagen former sig for os i øjeblikket. En hverdag, som lyn hurtigt kan ændre sig, når jeg får et job. Så det er virkelig med at nyde den ekstra tid vi har med hinanden alt det vi kan, inden da. For så bliver det pludselig en anden hverdag og hvor der ikke bliver mindre travlt. Men en hverdag, som vi ligeledes nok skal finde os til rette i. Og heldigvis er vi altid gode til at finde de små huller af tid til at hygge, nyde og bare være. Sammen. 🍀

For det er trods alt det aller vigtigste.

<3 <3

Der’ ikke mere mælk, mælk, mælk……

Min barsel er slut. Mejeriet er lukket. Far har taget over. Der er dømt farsel!

Det er godt og vel to uger siden, at jeg for alvor stoppede med at amme. Også om natten. Det var det bedste for både yngste ynglet og mig selv.

Hun blev ikke længere mæt. Og så har hun fået bisser…. AV, skulle jeg hilse at sige! Det kører derudaf med flasken og hun bliver mæt. Win win.

Men her sidder jeg så, med en ambivalent følelse i maven.

Det har været nogle både skønne, hårde og helt fantastiske måneder på barsel. Og selvom det er dejligt, at være så intensivt sammenmed sin baby, så er jeg nu også helt klar, til at skulle være mere væk. Være mere mig.

Og samtidig har jeg det faktisk lidt svært med, at skulle være mere væk fra hende. Det kan for nogen sikkert lyde lidt skabet, hysterisk, ja kald det hvad du vil, men det er sådan jeg har det. Heldigvis er det jo farmand der tager over og ikke “fremmede” pædagoger. Endnu.

Men, indtil videre, så går vi jo faktisk begge to hjemme, så der er rig mulighed for, at være sammen med både lillesøster og farmand.

Jeg skal have fundet mig et job og drager derfor lidt væk hjemmefra nogle dage om ugen, så jeg kan få helt ro, til at skrive ansøgninger. Det er trods alt lidt svært at gøre herhjemme, med en baby i huset.

Men den her ambivalens omkring, at min barsel nu endegyldigt er slut, altså, vi taler min ALLERSIDSTE barsel, som i NOGENSINDE, den ligger altså og ulmer i maven på mig.

Vi kommer aldrig til at have en baby i huset mere. I hvert fald ikke vores egen. (Godt jeg lige er blevet faster og har veninder med babyer!)

Jeg skal aldrig opleve af være gravid mere. Selvom det nu heller ikke var lykken, med meget slem bækkenløsning. Men jeg skal aldrig mere mærke liv inde i min mave. Aldrig mere til scanning og kigge ind til baby. Eller få at vide hvilket køn det er.

Jeg skal aldrig amme mere. Aldrig mere føle den helt specielle nærhed, som jeg har følt med begge unger under amning. Heldigvis finder vi nærhed på andre måder. Det er nu også dejligt. 🙂

Jeg skal aldrig mere føde. Eller opleve det kæmpe sus det er, når baby er ude og ligger der på brystet og bare er helt ny og ukendt. Aldrig mere se vores baby for alle første gang. Ligge og nyde baby i en fuldstændig fantastisk og euforisk rus med fødselsdagsvognen med ristet toast og ost ved siden af. (Det smager altså helt fantastisk, når man lige har født!)

Jeg skal aldrig mere overbringe nyheden om, at der kommer en lille ny til familien eller ringe og fortælle, at nu er baby her.

Jeg skal aldrig mere give min baby størrelse 50 eller 56 på. Eller som med Nynne, str. 44!

Jeg skal aldrig mere tage en baby med hjem fra hospitalet og for første gang byde den velkommen hjem.

Jeg skal aldrig mere opleve det kæmpe øjeblik det var, da vores børn mødte hinanden for første gang.

Der er meget jeg aldrig mere skal opleve. En æra er forbi. Men nye starter heldigvis hele tiden, i takt med at børnene vokser og at vi sammen skaber nye oplevelser og minder.Der er en første gang for alting og de nye “første gang’er” skal også huskes.

Så, der er altså masser at glæde sig til indenfor en overskuelig fremtid.

Og til gengæld er der jo faktiske ret så positive nye oplevelser ved, at have to større børn i husstanden.

For det første skal jeg, forhåbentligt, snart have mere søvn. Og DET glæder jeg mig i hvert fald til! Og det trænger jeg i den grad til.

Jeg glæder mig til at have mere frie hænder. Specielt når jeg spiser.

Jeg skal se Nynne tage sine første skridt. Høre hende sige sit første ord. Se hende fejre sin første fødselsdag og starte i institution.

Jeg skal se Willum starte i skole. Måske se ham spille sin første håndboldkamp. Se ham have nye venner med hjem.

Ja der er skam masser at glæde sig til inden for en overskuelig fremtid.

Og ikke mindst, skal jeg se mine unger udvikle sig, både sammen og hver for sig. Se søskendekærligheden blomstre endnu mere, hvis muligt. Og helt sikkert også se dem skændes. Eller i hvert fald nok høre det!

Uh. Der var den igen. Ambivalensen. Lige der i maven…..

Der er ikke mere mælk. Mejeriet er lukket. Ikke mere baby.

Til gengæld er der så mange nye oplevelser der venter og nye døre der skal åbnes.

Og DET vil jeg glæde mig til. Til at se, hvor livet fører os hen. Som familie. Og hvor jeg ender henne jobmæssigt.

Der er ikke mere mælk. Det er tid til mig. Til at finde tilbage til den jeg er udover mor. Jeg glæder mig.

Og så længe vi bare er sammen, så går det hele.

Bare os. Mit firkløver og jeg 🍀

“Mor, skal vi lege?”

Spørgsmålet rammer mig som et slag i maven, for endnu engang bliver svaret negativt.

Endnu engang er jeg nødt til at sige “Ikke lige nu, skat” 
Et nej. En afvisning. Jeg hader at skulle sige nej, fordi det alt for ofte er det svar, jeg i øjeblikket giver min søn, når han stiller netop det spørgsmål.
Og det skærer i mit hjerte.
At skulle afvise ham og hans behov for at være sammen med mig. Av <3!

Med titlen mor til to, hvoraf den ene ikke er særlig selvhjulpen, er det ældstebarnet, der, alt for ofte, må ofre sig og sine behov. Og vente. Vente til der er tid til ham.

Derudover gør det ondt i mit lille hjerte, at jeg er helt enormt dårlig til at lege. For når der endelig er tid til det, så skal det vel også gøres ordentligt. Ikk’? Og hvad er ordentlig leg egentlig?

Jeg er så enormt dårlig til at lege en leg. Snakke med stemmer. Slås med dinosaurer. Lege med legekøkkenet og lave mad.   Jeg er langt bedre til at læse bøger, bygge med Lego og togbane, dog uden at få leget med det. Altså, som i med menneskene der bor der, bilerne og alt det andet, der hører sig til LEGO og Brio universet!

Lige dér beundrer jeg min kæreste helt enormt. Han er fænomenal til at lege nærværende, være en del af legen og leve sig oprigtigt ind i den og glemme tøjvask, aftensmad, oprydning og støvsugning.

Min hjerne fungerer bare ikke sådan. Den er bedre til at ordne. Så leger vi eksempelvis i legekøkkenet, så er det stort set også altid stillet fint på plads, inden legen er ovre. Men opdager jeg midt i legen, at der ligger krummer på gulvet, bordet er fedtet, at der er støv på kommoden eller at bøgerne i reolen roder, så har jeg svært ved at abstrahere fra det. Lade det ligge, og lege uforstyrret videre. 

Jeg tror, at det er en kvindeting, ligesom den altoverskyggende leg, i mange hjem, er en mandeting.  Og det er ikke fordi, jeg ikke gider lege. (Jo, engang imellem, indrømmet) Jeg vil virkelig gerne være bedre til at lege! Men jeg er nået dertil, at jeg har lært at acceptere, at jeg ikke er skruet sådan sammen. Jeg øver mig og jeg er blevet bedre. Men helt god er jeg stadig ikke. Men ok, hjemmet skal også hænge sammen. Siger jeg til mig selv….

Det bedste er, når vi alle leger sammen. Jeg elsker det og den samhørighed jeg føler, når vi sidder der på gulvet og begejstringen lyser ud af ældstebarnet fordi både far og mor er med i hans leg. Jeg ELSKER det <3 Og tænk lige over, hvor lidt der egentlig skal til, førend dit barn lyser af begejstring. Det er fedt!

De dage, hvor jeg oprigtigt og fordybet har leget med mine børn, går jeg endnu gladere i seng. Når jeg føler, at jeg har været ordentligt til stede, lyttet og leget. Dét varmer mit hjerte. 

Og et kvarters (kvalitets) leg om dagen er rent faktisk nok til, at dit barn føler sig både set og hørt, læste jeg engang.     
Tænk sig det kæmpe udbytte både du og dit barn får, hvis du giver 15 uforstyrrede og nærværende minutter af din tid. 

Og jeg ved godt, at hver dag ikke kan være lige god på legefronten, netop fordi, der også er andre ting, som skal ordnes og måske også flere børn, der skal dele opmærksomheden. Så bliver det svært at nå det hele. Og man er som forældre nødt til, at prioritere.
Og jeg ved også godt, at børn også har rigtig godt af, at lære at lege selv, bevares. Og selvom mine unger faktisk er ret gode til det, så vil jeg, helt oprigtigt, gerne nå at lege med dem hver dag. Det tænker jeg faktisk, at alle forældre gerne vil.

Og når jeg ikke at lege hver dag, så skal min søn skam nok fortælle mig det. I øjeblikket er sætningen:” Øv mor, du har slet ikke leget med mig i dag. Det er tarveligt!” en sikker vinder næsten hver dag inden sengetid. Heldigvis leger farmand meget oftere. Så jeg står trods alt ikke ladt tilbage med en alt for dårlig samvittighed og forøvrigt synes for jeg også, at vi er sammen på så mange andre gode måder, i løbet af morgenen og eftermiddagen.

Der er heldigvis mange andre måder at være nærværende med sine børn, som også kan gøres legende. Lad dem tage del i de daglige gøremål, lad dem få en rolle. Lad dem dække bord, hjælpe dig ved at hente ting i køleskabet imens du laver mad, se hvem der hurtigst kan finde to ens strømper i vasketøjskurven, giv dem en støvklud og lad dem hjælpe, lad dem prøve at støvsuge imens du ordner noget andet, men stadig kigger på. Alt har ret. Tag dem med i køkkenet, hvis ikke i madlavningen, så lad dem lege i køkkenet eller bare være sammen med dig, imens du laver maden. Tal med dem. Lyt til dem. Lad dem fortælle. Lad dem føle sig set og hørt. Så er du stadig en kæmpe stjerne i deres øjne. Jeg oplever tit, at når vi er i samme rum og der er kontakt, omend vi ikke laver det samme, så er det ofte der, der kommer nogle gode dialoger i gang. Og vi får vendt mange både skøre, sjove, svære, gode og forunderlige emner.

Ellers er der altid sengetid. Der har man rigtig mulighed for, at putte sig ind til sit barn, og høre om deres dag og hvad de ellers har på hjerte. Herhjemme er det i hvert fald ofte confession time og der, hvor vi har nogle rigtig fine samtaler. Der i mørket, hvor vi rigtig kan ligge tæt, kramme og holde i hånd. Og bare være, sammen.

Og skulle vi som forældre ikke nå at lege hver dag, så skal vi stoppe med at dunke os selv i hovedet over det. For så har du nået noget andet, som helt sikkert også var rigtig vigtig. Manglende leg, gør dig ikke til en dårlig forælder.

Jeg forsøger at nå det hele herhjemme, på den ene eller anden måde. Så godt, som jeg kan. Og jeg bliver ved med at prøve og afprøve, for at give både mine unger og mig selv den bedste dag. Hele familien skal hænge sammen og som forældre gør vi hver dag vores bedste. Husk det.

Det er en evig kamp mod den dårlige samvittighed, som er meget svær, nærmest umulig, at vinde. Nogle dage lykkedes det. Andre dage må vi trække på skuldrene og se det positive i det, som vi rent faktisk har nået.

Et er sikkert, jeg vil vædde med, at næste gang både mit og og dit barn spørg om vi skal lege, så vil svaret være positivt. (Måske med modifikationer) Krummer, madlavning eller andre forhindringer til trods. For så finde vi en måde, hvor de kan være med eller lader vores gøremål vente.

Bare fordi vi kan. <3

God torsdag 🙂

En følelse af frihed

En følelse af frihed

Det sner udenfor, og jeg trækker i min yndlings sweater. Den er lang og højhalset. Den er tyk og svær sådan lige at få af. Det luner og jeg nyder det. Endelig. Long time no see.

Og det ikke kun fordi, at det er ski.. hamrende koldt udenfor. Det er hele elementet omkring, at jeg endelig kan tage den, og en masse andet tøj på, som jeg ikke har kunnet gå i længe.

Og hvorfor nu ikke det!

Fordi jeg har ammet min baby. Kun ammet, ingen flasker. Indtil nu!

Jeg føler helt seriøst, at jeg har fået min frihed tilbage. Noget af den.

Jovist er det fantastisk, at kunne amme. Men det er dælen dytme også begrænsende i en sådan grad, at jeg nu sidder med et mindre festfyrværkeri i maven over, at jeg er et skridt nærmere, at få langt mere frihed. Nu kan jeg ikke kun dufte den, NU er den her. En del af den i hvert fald.

Når man ammer er det nemlig ret praktisk, at have tøj på, hvor det er let at komme hele vejen ind til babs og nutte og det ofte gerne i en vældig fart. Eller at have noget tøj på, som gør det muligt at gemme babserne lidt væk, så man ikke står der med en helt bar overkrop i fuld offentlighed. Omend ikke for andres, så for sin egen skyld. Og det harmonerer bare ikke skide godt med store, tunge sweatre, kjoler der maskerer overkroppen fuldstændig eller lange t-shirts! Men nu hvor jeg kun ammer ganske lidt om natten, så kan jeg simpelthen gå i det tøj, jeg rent faktisk har lyst til. Og DET, føles rent faktisk, som et ret stort skridt i retningen af den der frihed.

Jeg har ammet vores datter hele døgnet, når hun havde behov for det helt ind til for en uges tid siden og i dag fylder hun otte måneder. Det er jeg faktisk ret godt tilfreds med.💪🏻

Og lad mig lige slå fast, at jeg ikke dømmer hverken dem, der giver flaske fra start til slut, dem som stopper med at amme tidligere eller fortsætter til ynglet er et år. Go for it. På alle måder <3 Gør, hvad der føles rigtigt og kan lade sig gøre 🙂 En god mor sidder som sagt og skrevet et utal af gange, sjovt nok ikke i brysterne.

Udover at min garderobe endelig er udvidet betydeligt, så betyder dét, at hun nu primært får flaske, ligeledes, at også andre kan give hende mad. Og det er altså ret så dejligt. Nu er det ikke længere kun mig, som sidder med madpakkerne, nu kan farmand lige så vel affodre ynglet. Og det er de heldigvis ret gode til sammen. Det er en stund, som de begge nyder. <3

Derudover betyder flaskens indtræden ligeledes, at jeg kan være væk fra hende i længere tid nu, end tidligere, hvilket i den grad giver en stor frihedsfølelse. Misforstå mig ikke, jeg elsker skam at være sammen med hende, men når vi nu har været mere eller mindre konstant sammen i otte måneder, så trænger jeg virkelig til, at komme ud og være helt uden børn. Bare lidt. Bare engang imellem. Have alene- og mig tid!

At kunne spise med begge hænder, uden at skulle have enten barn på skødet eller made hende samtidig. At kunne føre en samtale, uden at skulle blive afbrudt af gråd, at skulle samle legetøj op fra gulvet eller at skulle give mad. At kunne tage ud at handle uden partout at skulle skynde mig hjem, inden hun igen skriger på mad. At kunne tage til frisøren uden frygt for, at barnet vågner. At være sammen med andre voksne, uden at skulle putte, made, lytte og se efter hende. Tage i tøse-spilleklub og rent faktisk være med til at spille.

Ja der er mange ting jeg pludselig kan igen, fordi det ikke længere kun er mig, der har madkasserne. Og det føles fantastisk. Virkelig! Men også en lille bitte smule vemodigt. For det her er sidste gang. Sidste gang, at jeg skal amme og føle den helt enorme og fantastiske samhørighed, jeg føler med sådan et lille menneske, når jeg ammer. Sidste gang, at jeg har det absolutte ansvar for, at mit barn bliver mæt. Nu kan hun rent faktisk godt undvære mig! Skræmmende alligevel!

Men i stedet for at blive helt vemodig, vil jeg fejre, at jeg har fået en del af min frihed tilbage og nyde alt det, som sådan en frihed giver mig. Lidt af gangen, naturligvis.

For der er intet jeg vil bytte i verden, for den tid jeg har med mine børn og med min lille familie. De er trods alt, det aller dyrebareste jeg har.

Mit guld.💛

Vores firkløver.🍀

Supermom & Wonder Woman

Vi roser os selv for lidt!

Vi taler, helt generelt, os selv alt for lidt op.

Praler for lidt, om man vil.

Og med os, så mener jeg os kvinder. Mødrene.

Og skulle der være mænd med på linjen her, så hører du, lige i dette øjeblik, desværre ikke lige spot on ind under målgruppen. For jeg synes sgu mænd er ret gode til, at rose sig selv og tale sig selv op. Men du, mand, læs endelig med videre. Hvem ved, måske du også bliver klogere her. 😉

For jeg synes virkelig, at vi fortjener det. Og vi bør helt sikkert blive bedre til det.

Så nu kaster jeg mig simpelthen ud i det. Og oven i købet, i ren offentlighed. Jo jo, Hej Hej Hr. Jante. Skrid lige, gider du!

På det seneste har jeg tænkt meget over begrebet Supermom. Der er så mange definitioner på netop det begreb og hvornår man er en Supermom. Se, det synes jeg jo at kvinder er hver dag. Også når vi “fejler”, lader temperamentet løbe af med os eller giver vores unger pulver bearnaise eller andre færdigretter. Det skal der alt sammen være plads til. Ingen er perfekte, men vi gør alle vores bedste, og det er langt mere end godt nok.

Men lad os bare udvide repertoiret til at kalde vi kvinder, mødrene, for Wonder Woman. I ved, hende Supermand i kvindelig udgave.

For jeg synes faktisk, at der er ret så mange sammenlignelignelige ligheder imellem det, som Wonder Woman kan og det som mødre verden over hver dag håndterer. Og ikke mindst det, som Wonder Woman står for.

Wonder Woman har en helt enorm styrke. Hun overvinder alle (pretty much) forhindringer. Hun er gudinde. Hun har et alias. Hun undviger at eskalere konflikter. Og på én og samme tid er hun både skrap og  omsorgsfuld. Hun er en erfaren kvinde udi at varetage trusler. Hun har mange styrker og evner og samtidig er hun en kvinde med en emotionel intelligens.

Jeg synes sgu egentlig, at det er et ret godt billede af mødre, ja og for den sags skyld alle kvinder, generelt.

Men vi mødre, vi indeholder en helt enorm styrke, som vi hver dag er nødt til at finde frem,for at kunne komme igennem ulvetimen og nogle gange bare dagen generelt. Og vi gør det. Netop fordi vi skal! Vi kan holde til at blive “slået omkuld” mange gange dagligt og overvinder alligevel alle forhindringer, for at nå målet. For igen, det er vi nødt til. Og det er lige meget, om det er at få aftensmaden færdig imens mindstebarnet skriger i højstolen ved siden af og det andet barn nægter at give slip på ens ben. Eller om det er at putte to børn, der konstant bliver ved med at vække hinanden. Vi kan ikke give op, for der skal både mad på bordet og ynglet skal jo altså have sin nattesøvn! Der er masser af forhindringer, som konstant kan spænde ben for os. Men vi klarer den.

Og gudinder, det er vi sgu da. Både udenpå og indeni. Og det både med og uden make up, gylp på trøjen, smeltet chokolade i håret, i slatne trusser og en gammel t-shirt, eller når vi er dullet helt op til narrestreger. For det er det vi kan, vi gudinder. Vi er ret gudinde agtige med al den power, vi besidder.

Alle mødre har et alias. Og det er vores navn. Vi hedder rent faktisk andet end mor 😉 Og vi er også andet end mor. Meget mere. Veninde, kæreste, kone, søster, svigerinde, moster, tante, faster, datter. Men mest af alt, er vi bare os. Den vi var, før vi fik børn, mand, villa og vovse. Og herefter, en finpoleret version, som dog aldrig skal lægge en dæmper på den, som vi inderst inde stadig er. <3

Enhver mor er ret garvet i, at undgå at eskalere konflikter. Vi er øvet i, at vælge vores kampe, således at alting glider bare en anelse lettere. Er det nu også så vigtigt, at ynglet får den bluse på, som egentlig hører til bukserne, hvis vi kan undgå en konflikt? Eller er det så skide vigtigt, om det så blev popcorn i stedet for gulerodsstænger som eftermiddagssnack lige i dag, hvis vi kan undgå en timelang skrigeseance under madlavningen? Mødre er generelt gode til at navigere udenom de ikke så vigtige konflikter og kun tage de aller mest nødvendige. Og det er ret sejt.

Og når så det med at undgå at eskalere de der konflikter er sagt, så er vi også nødt til at være lidt skrappe. For børn er snu. Får de lov en gang, så husker de det. De lagrer det og bruger det imod os, når vi mindst venter det. Men her er vi nødt til at være skrappe og stå fast. Det er ikke de små krapyler,  som sætter dagsordenen, det er nu engang forældrene. Men at være skrap, kan sagtens gøres med kærlighed og på en omsorgfuld måde. Det handler om, at få drejet emnet helt rigtigt, således, at det giver mening for barnet hvorfor, det kun var den ene gang der var popcorn til eftermiddagssnacks eller hvornår det er muligt igen. Det er en hårfin balancegang og det er sindssygt svært at navigere i. Men vi gør det. For vores børns bedste.

Så er der det her med at varetage trusler. Og hold nu op, hvor skal man hele tiden være på forkant for, at det kan lade sig gøre. For der er jo trusler og fælder overalt! For eksempel siger jeg nogle gang til ældste barnet allerede inden vi går ind i supermarkedet, at vi IKKE skal have slik i dag! For så er den trussel ligesom elimineret. Også den, som ligger helt oppe ved kassen! Det gælder hele tiden om at være på forkant, for at undgå konflikter og den trussel en sådan kan være. Der er bare ikke noget mindre fedt, end at handle med en skrigende unge, som skriger fordi den ikke får sin vilje! Så at eliminere trusler er så skide vigtigt, altså!

Og så har vi mødre bare mange styrker og evner. En af dem er multitasking. Det synes jeg er en ret blæret evne! Og en kæmpe styrke. Tænk sig, at mange af os rent faktisk FÅR lavet den der mad, med et skrigende barn i højstolen, det andet barn om benet, Ramasjang på fuld knald inde i fjerneren, en telefon der ringer og tre gryder på komfuret. DET er sgu da imponerende! Endvidere synes jeg, at det er imponerende, at mange kvinder kan holde styr på rigtig mange ting inde i hovedet på én gang! Altså en helt kalender faktisk. At have det der kølige overblik, er så essentielt for, at en travl familie kan hænge sammen. Og det er simpelthen også en kæmpe evne og styrke at besidde.

Og sidst men ikke mindst er der den emotionelle intelligens. At kunne identificere og håndtere både egne og andres følelser er et kæmpe privilegium. Og ikke mindst særdeles vigtigt, for at kunne imødekomme, rumme og magte både egne og sine børns følelser. For børn er bare børn. De kan let lade sig overgive til følelsernes vold og reagerer prompte, på det de oplever. Og det kan være enormt svært at rumme en meget udadreagerende reaktion. Men med vores generelle mere bløde og omsorgsfulde gen, ligger det os heldigvis mere nært at kramme end at skælde ud, når ungerne lader sig styre af følelser. For hold nu op, hvor kan børn nå igennem mange følelser på helt enormt kort tid. Og det rummer og håndterer vi. (Eller, vi forsøger i hvert fald). Fordi vi skal. Og vil. Og når det ikke lykkedes helt som ønsket, er vi enormt gode til at slå os selv i hovedet. Men hey, det er ok. Det kan ikke lykkedes at håndtere barnets følelser optimalt hver gang. Sådan er det, også, at være mor. Men alt bliver godt igen. Heldigvis.

Super Woman er sgu da ret cool, nøjagtig som os mødre. Og det skal vi huske at anerkende og rose, når vi hver dag flyver rundt som Wonder Woman og klarer ærterne. Sammen med vores bedre halvdele naturligvis, hvis sådan en findes.

Og det var det vi kom fra. At huske at rose os selv. At tale os selv op.

Jeg starter.

I dag føler jeg mig som en Supermom og som Wonder Woman, fordi jeg har overkommet at være alene med to syge børn! Den ene ret så syg, pylret (en rigtig omgang mandeinfluenza skal jeg love for) og med en helt fantastisk høj forventning til serviceniveauet herhjemme. Og en lidt mindre syg Nulle, som dog er helt enormt morsyg, men som heldigvis har haft en fest over, at have lidt mere plads på gulvet end hun plejer, til at gå på opdagelse. Men for pokker hvor har jeg løbet stærkt og hvor er jeg træt nu. Men jeg har klaret det! Og jeg føler mig enormt sej. Træt, men sej. Så må vi se, hvordan natten forløber! De har allerede været vågne en del gange siden de blev puttet! Wish me luck!

Så kære kvinde. Mor. Supermom. Wonder Woman.

Tænk hver dag over, hvad der i dag har gjort dig til Wonder Woman. En Supermon. Og ros dig selv for det. For du er helt fantastisk og har gjort dit aller bedste. Ligesom du gør hver dag. Tal dig selv op og mærk hvor fantastisk det føles. Alle fortjener, at gå i seng med et smil på læben og en følelse af sejr. For du, mor, kvinde. DU gør det godt <3

Og kære mand, tak fordi du læste med helt hertil. Du gør det helt sikkert også godt, men har du husket at rose din kvinde i dag? 😉

Er det lykken at være på barsel?

Klokken er ikke mere end lidt over 10 om formiddagen og jeg har netop indtaget en fuldstændig hvidmalet bolle fyldt med gluten, toppet med tandsmør og drukket en cola. En Coca Cola, MED sukker!

Til gengæld har jeg ikke fået morgenmad, eller jo, jeg nåede da lige at hælde en kop kakao indenbords inden turen gik mod børnehaven, for at aflevere ældstebarnet.

Yngste afkom ligger her på gulvet ved siden af mig, og gnaver lystigt i Sofie Giraf og gulvet er vådt af savl.

I nat har været endnu en nat, hvor klynken, tabte sutter, amning og en alt for frisk pige klokken kvart i kvalme, har præget min nattesøvn, eller manglen på samme. Og sådan er det herhjemme lige for tiden. Og nåh ja, så tror jeg, at vi skal have skiftet til Libero bleer til den store igen, for jeg er efterhånden ved at være træt af, at skulle hive sengetøj af sengen og vaske før jeg har fået øjne. Men sådan er livet også på barsel. Og naturligvis også, når man ikke er på barsel, bevares.

For selvom jeg går hjemme med babyen, er det ikke lutter idyl. Jo jo, det er da skønt at være sammen med hende, se hende vokse, udvikle sig, grine højlydt og være helt tæt på 24/7, og samtidig kunne give storebror korte dage i institutionen og endda helt holde ham hjemme nogle dage, men det er også benhårdt arbejde.

I disse dage sover babyen kun cirka 45 minutter af gangen, hvilket vil sige, at jeg nærmest ikke når at falde i søvn, inden hun vågner igen eller at slappe af bare i fem minutter. For når hun sover, skal jeg for pokker også indhente noget søvn OG nå alle dagens gøremål, som ikke bliver mindre af at gå hjemme og være fire i familien. Eller af, at baby er begyndt at øve sig i at spise selv! Det sviner. MEGET! Men hun skal jo øve sig.

Men jeg værdsætter også den mulighed jeg har, for at være så tæt sammen med hende og hver gang hun smiler sit dejlige smil fra øre til øre eller hviner af fryd, så er det naturligvis det hele værd.

Men om barsel er lykken? Og jeg må kun svare ja eller nej? Så må svaret fra min side blive et, lidt forsigtigt, nej. Det er i hvert fald langt fra lykke og idyl hele tiden. Det er faktisk hårdere end at gå på arbejde! Synes JEG! Når man går på arbejde har man trods alt hænderne fri og skal kun tænke på sig selv. På barsel skal du hele tiden tilsidesætte egne behov og sørge for i en hulens fart, at få dækket babys, så du, hvis du er heldig, kan få en smule ro.

Inden jeg gik på barsel havde jeg også denne gang en masse ambitioner om, at skulle hænge ud med de veninder, som også går hjemme på barsel, få bagt en masse, gået lange ture med klapvognen, lavet en masse lækker mad fra bunden og ellers bare hygge. Men sandheden er, at jeg i de maaaange måneder jeg efterhånde  har gået hjemme, først med en sygemelding på grund af bækkenløsning og siden på barsel, ikke har nået at være sammen med veninderne ret mange gange, (det kan vist tælles på en hånd) eller har fået gået en eneste tur med klapvognen fra matriklen og ud i skoven bare for hyggens og motionens skyld. Dog har jeg trillet med den inde i byen og når vi har været andre steder, men helt ærligt, jeg har ikke orket det! Dog har jeg fået bagt lidt og lavet nogenlunde mad og hygget mig. Men jeg er så træt, at jeg bare har lyst til at sove. Og selvom det helt sikkert ville gavne mig med en god gåtur hver dag, så vinder sengen! For går jeg tur, så falder hun jo i søvn, men det gør jeg jo, forhåbentligt, ikke! Get the point?!

Måske det skal være mit nytårs fortsæt. At få gået flere ture med babyen og få overvundet trætheden. Altså, når jeg har fået sovet lidt mere 🙂

Men jeg vil også sige, at barsel med nummer to er meget anderledes end med det første barn.

I denne barsel, og når man generelt er på barsel med en lillesøster eller bror, så er man på barsel med tiden.

Tiden fylder helt utroligt meget, fordi der i denne barsel er en storebror, som både skal afleveres og hentes fra institution, der skal købes ind (gerne inden han skal hentes), der skal støvsuges imens baby er vågen og inden begge unger går i seng om aftenen, maden skal være klar på bestemte tidspunkter, (og samtidig være sundt og nærende) så storebror ikke bliver for sulten og bliver umulig midt i ulvetimen! Der er et konstant tidspres, som gør anden, (tredje, fjerde, femte) barsel lidt mere stram, stressende og presset, netop fordi, man hele tiden skal have øje på uret, så tiden ikke stikker af. Der er langt fra den samme ro, som i første barsel, hvor man havde al tid i verden, til at nå det hele. Der var ikke nogen, som skulle bringes, hentes og spise på bestemt tidspunkter. Eller for den sags skyld, som stillede krav. Altså udover babyen. Med to (eller flere) børn er man konstant på, på den ene eller anden måde. Der er hele tiden en, som er træt, sulten, vil lege eller på anden vis underholdes. Og samtidig skal man nå alt det praktiske.

Heldigvis har vi en meget dygtig, tålmodighed og hjælpsom storebror, som er en stor hjælp i hverdagen. Når han gider, selvfølgelig.

Så selvom vi i Danmark er velsignet med en fantastisk barselsordning, så er det ikke bare lutter lagkage, at gå hjemme med baby. Men i sidste ende, naturligvis, det hele værd <3

Inden længe slutter min barsel og så tager farmand over. Så skal jeg ud i den virkelige verden igen og se, om jeg kan finde noget spændende at lave.

Det bliver godt at komme ud uden baby igen, men samtidig vemodigt. Dette er den sidste baby, den sidste barsel, den sidste gang jeg skal gå hjemme. Så selvom søvnen råber rigtig højt, huset sejler og vaskemaskinen er færdig, så vil jeg ligge computeren fra mig og nyde min lille spirrevip.

Hun er heller ikke helt tilfreds med at ligge der på gulvet mere. Nu må vi hellere få leget 🙂

Hav en dejlig dag, ikk’ 😉

Godt nyt år

Ja, godt nytår folkens.

Her 13 dage inde i det nye år, må det vist være på tide med et indlæg! Overskuddet har bare ikke været til det, før nu.

Den sidste rest julepynt hænger stadig på trappegelænderet, et par julekugler er blevet overset og nisserne på terrassedørens rude vidner ligeledes om, at vi har haft en hård december måned, hvor der ikke har været ret meget overskud.

Og jeg er ellers en julepige med stort J. Jeg ELSKER julen, men denne december måned, var desværre en hård omgang for os. I tre uger lå vi på skift med sygdom, hårdest ramt var dog ungerne og Anders. Jeg slap forholdsvist let om det, men for pokker, hvor har vi været ramt i vores lille hjem. Og det både i mange dage før jul, i samtlige juledage og henover nytåret. Først for en uges tid siden, blev sidste mand helt rask. Så vi nåede absolut intet, af al det julehygge, vi havde håbet på at kunne give ungerne, op til jul.

Så jeg tænker, at julemåneden i år kun kan blive bedre, end sidste år. Jeg glæder mig allerede 🙂

Jeg håber, at i alle havde en skøn jul og kom godt ind i det nye år.

Vi hat taget hul på det nye år med fuld fart og en masse oplevelser på forskellige plan, for alle mand herhjemme.

Farmand har desværre ikke haft mulighed for at deltage i den første oplevelsestur, som ungerne og jeg har været på, da han er ude at opleve på egen hånd. Men snart er vi samlet alle mand igen <3

Denne weekend bød på en tur til Lalandia, så der var lagt i kakkelovnen til at give ungerne en ordentlig en på opleveren og en miniferie helt i deres tegn. Særligt Willum, har haft en fantastisk weekend, hvor der både er blevet svømmet, leget, vundet nogle sejre og ellers bare hygget, til den helt store guldmedalje.

Ungerne og jeg tog derned torsdag eftermiddag og da der var pakket ud, skulle vi selvfølgelig op og besigtige herlighederne. De fleste af dem i hvert fald. Og Willum var ikke til at skyde igennem af bar begejstring. Der er så meget at kigge på og opleve og vi fik lagt en plan for, hvad der skulle ske den første aften og hvad han kunne glæde sig til, når mormor og bedstefar kom dagen efter.

Vi fik leget lidt i Monky Tonky Land, vi kiggede på fisk, kiggede på spillemaskiner og dannede os ellers et overblik over stedet.

Det var to trætte unger, der blev puttet den aften. Dog med en glæde og iver over, hvad der skulle ske de næste par dage.

Fredag stod igen på en tur i legelandet og ellers leg nede i sommerhuset, hvor vi med længsel ventede på, at mormor og bedstefar skulle tage del i løjerne. Og glæden var stor, da de langt om længe ankom. ( der er virkelig lang tid til kl. 15, når man står op kl. 6) Willum kunne næsten ikke være i sig selv af bare lykke. Og med visheden om, at NU kunne vi endelig komme ud at bade, kunne vi ikke komme hurtigt nok op i Lalandia igen. Og sikke en fest…… Han ville kun være i de varme bassiner! Vandet i de andre bassiner var jo koldt! Bevares! Heldigvis havde lillesøster en kæmpe fest i det varme vand. 🙂 Og så fik han hilst på selveste Monky Tonky!

Lørdag sluttede min bror og svigerinde sig til os og med sig havde de en skøn legekammerat til Willum. Da de havde set hinanden lidt an, blev der ellers leget både i Legelandet og i Aquadome. Den ældre drengs tilstedeværelse og tilgang til de andre bassiner end de, varme smittede heldigvis af på Willum, og gjorde ham noget modigere. Og sikke en stolt dreng bedstefar havde med ud fra omklædningen bagefter. Der var blevet overvundet nogle store sejre. <3

Lalandia er et skønt sted for både børn og barnlige sjæle og et fuldstændig udmattende sted for forældre, bedsteforældre og alle andre “ledsagere” 😉 Men jeg kan varmt anbefale en tur dertil. Der er masser at give sig til og vi nåede slet ikke det hele.

Her søndag aften, vel hjemme igen, sidder jeg tilbage med et kæmpe smil på læben over en vellykket og helt fantastisk weekend og samtidig øjenlåg så tunge som bly. Jeg håber virkelig, at vi alle sover fuldstændig fantastisk i vores egen seng i nat. For det trænger vi vist alle til.

Så herhjemme har vi altså skudt året godt i gang, og håber på endnu et godt nyt år. Meget gerne uden omgangs syge inden for nærmeste fremtid. Jeg synes, at vi har taget vores tørn nærmest for hele det indeværende år!

Dette år har mange spændende nye milepæle i vente og endnu flere eventyr i kalenderen. Det næste børnevenlige eventyr er lige om hjørnet og vi glæder os 🙂

Hav en rigtig god aften 🙂

En baby manual og mor-mafiaen

Det der med at blive mor, ja og far ikke mindst, det er ikke bare lige noget man lige bliver. Eller, jo, det er det jo, for når baby er mixet sammen, så ankommer den omkring ni måneder senere og så er der ligesom no way back! Bum, så er man forældre!

Det jeg mener er, at det faktisk er ret svært! De dersens små lyserøde, fedtindsmurte babyer kommer nemlig ikke med en manual! Hvilket de faktisk burde. For der er SÅ mange faldgruber, at dratte i!

Så for at hjælpe både nybagte-, vordende- og småbørns-mødre har jeg udformet en slags mini baby manual. Det er nemlig en hårfin balancegang, at opfostre de små pus.

  • Eksempelvis må du ikke ligge babyen fra dig for tidligt hvis den er faldet i søvn i dine arme. Den er nødt til at sove tungt, før du bare tænker på at bevæge dig. Ellers vågner den, og så kan du starte forfra. Men du må heller ikke sidde for længe med babyen, så er dens lur slut, før du får set dig om!
  •  Du må ikke fodre din baby for meget, for så vågner den, når den gylper i søvne. Ej heller må du fodre din baby for lidt, for så vågner den af sult!
  • Du må ikke vugge babyen i armene eller køre den for meget i barnevognen, så lærer den jo ikke at falde i søvn selv. Men den må heller ikke skrige sig selv i søvn!
  •  Du må ikke bære babyen for meget på armen, så lærer den ikke at ligge selv. Men den må heller ikke ligge for meget selv, så er det nærmest omsorgssvigt!
  • Babyen må ikke gå før den kan kravle, så mangler den noget grundmotorisk, men den skal også gå nærmest på sin et års fødselsdag, for ikke at være for langt bagud!
  • Babyen skal helst fuldammes til den er seks måneder, men den har samtidig også godt af at smage alt muligt forskelligt, nærmest så hurtigt som muligt, så den ikke bliver kræsen!
  • Babyen må ikke ligge for meget på maven, men samtidig skal den også vænnes til det, for at styrke nakkemusklerne.
  • Babyen må ikke blive pakket for meget ind, for så kan den dø af væskemangel når den sveder. Men en baby kan ikke svede. Babyen må derimod heller ikke pakkes for lidt ind, for så kan den fryse ihjel!
  • Babyen må ikke lære at sove når der er helt ro, men den skal også have lov til, at kunne finde ro uden for meget larm!

Så, du kan nok se, at det er lige til højrebenet, hvis bare du følger manualen her 😉 Ovenstående er et udpluk af de “fantastiske” råd jeg har fået gennem årene, samt egne erfaringer, sat lidt på spidsen naturligvis. Så jeg må have to perfekte børn nu…. 😂🙈🙊

Så blev du så meget klogere, ikk? 😉

Selv tak.

Og så er der også alle de der, sikkert velmenende, kommentarer og råd! Dog har jeg erfaret, at ikke alle råd er velmenende, men mere generelt vejledende til hvordan du SKAL tage dig af din baby!

De råd og guidelines kommer fra mor-mafiaen, også kaldet mor-politiet! Og tag dig i agt, for de kommer i alle afskygninger! Mødrene i den der mafia, that is! Det er ikke kun den genration af kvinder, der har små børn eller babyer, når rådet bliver givet, som ytrer sig. Næh nej, de såkaldte råd kan lige så vel komme fra generationer, som principielt må have glemt, hvordan det er at have små børn. Og jeg må sande, at denne generation simpelthen levede i en helt anden tid, end vi gør i dag. Dengang gjaldt helt andre normer, regler og levevilkår, end i dag. Alligevel er de ikke blege for, at kloge sig på, hvordan jeg, både generelt og bedst, tager mig af mit barn eller at komme med “gode” råd!

Eksempelvis er jeg blevet mødt af:

“Du forkæler hende!” Altså, når jeg går med mit grædende barn i armene og ikke ligger det fra mig, førend det er trygt og veltilpas! Altså, NEJ! Bare nej! Det kan godt være, at den ældre generation af mor-mafiaen levede i en tid, hvor børn oftest fik lov til at græde til de ikke kunne mere og græd sig selv i søvn. Men der sætter jeg simpelthen foden ned. Det har jeg simpelthen hverken lyst, eller hjerte til! Det kommer aldrig til at ske! Og så kan du i øvrigt slet ikke forkæle et spædbarn! Det græder jo kun, når dets helt basale behov ikke er dækket eller har ondt!

“Det er godt nok flot, at du stadig kan amme og har mælk nok.” Er det flot. Nej, det er dejligt. Det er ikke flot. Kunst er flot. Jeg er bare heldig! Og havde jeg ikke nok mælk, så findes der heldigvis andre muligheder. Jeg ved godt, at jeg skal se det som en ros, men jeg bliver faktisk mere provokeret af det. For hvad så, hvis jeg ikke havde mælk nok! Var jeg så en dårlig mor, i deres øjne?

“Lad ham nu bare falde ned af den trappe, han skal jo lære det. Han tager ikke skade af at slå sig!” Øh, HVAD! Er du HELT seriøst nu? Mine børn skal ikke lære at noget kan gøre ondt eller er farligt, ved at falde ned af en trappe og lande på et betongulv! 😲 De lærer tids nok, at livet giver knubs, både små og store. Og selvfølgelig skal de hverken pakkes ind i vat eller bobleplast, (jo lidt, bare engang imellem 😉) men de behøver ikke lære, at noget er farligt ved at få hjernerystelse, brække et ben eller flække et øjenbryn, hvis jeg kan nå at stoppe det! Det bliver et nej tak herfra!

“Lad ham da bare smage, det er jo bare ren fløde.” Ja, vanilleis er fløde, men mit otte måneder gamle barn har hverken behov eller godt af fløde eller andre former for mælkeprodukter, som ikke er fra eget mejeri eller modermælks erstatning! Lad nu for pokker bare være med at blande dig i, hvad jeg giver mit barn hvornår. Jeg har faktisk helt styr på, hvad det må,- og ikke må få. Der er en grund til, at Sundhedsstyrelsen sætter guidelines op for, hvad der er godt for børn i forskellige aldersgrupper og min baby skal IKKE have noget, som maven ikke tåler. Bum!

Dette er bare nogle af de, efter min mening, fuldstændig vanvittige og særdeles upassende kommentarer, råd, guidelines, ja kald dem hvad du vil, som jeg har fået igennem årene som mor. Og jeg tænker, at dem som kommer med disse bemærkninger, bør tænke sig om en ekstra gang, inden de, ufiltreret sender deres budskab imod en forsvarsløs mor, som rent faktisk gør sit aller bedste, sikkert stadig prøver sig frem og nogle gange tvivler på sig selv. Så hjælper det i hvert fald slet ikke, at andre kommer med deres bedrevidenhed og sender sådan en sylespids omgang mundlort direkte ind i et, i forvejen blødt moderhjerte.

Og enhver so kender nu engang sine grise bedst! Så tag de ord, råd og vejledninger, som du mener at kunne bruge til noget og lad alt det andet crap passere lige durk ind ad det ene øre og hele vejen ud af det andet. Mærk efter hvad der er rigtig for dig og dit barn. Følg din mavefornemmelse og intuition, så skal det helt sikkert nok gå. ❤️

Og i forhold til at lytte til sin egen intuition og mavefornemmelse, så har jeg eksempelvis opdaget, at jeg er langt mere ifavnsk i min tilgang til det at have børn, at være mor og i min opdragelse, end jeg regnede med! Der kan man bare se. Vi lærer, heldigvis, hele livet. 🙂

Så kære med-mødre: husk at tænk før du taler. For sårer det du vil sige mere end det gavner, så hold munden lukket og sænk fingrene fra tastaturet. Og husk, at tale pænt og at holde en god tone. Så skaber vi så meget bedre karma i denne ellers ret så kyniske verden 😉 <3

Til mor-mafiaen: ironi KAN forekomme 😉

Og hav så lige en super dejlig weekend ikk. 🙂

Peace out✌🏻

Hverdagslykke

Før jeg fik børn, synes jeg, at tiden fløj afsted. Den ene dag tog, sjovt nok, den anden, og før jeg fik set mig om, var der gået endnu en uge, endnu en måned, endnu et år.

Oftere og oftere blev jeg mødt af sætningen:” Bare vent til du får børn, så flyver tiden endnu hurtigere!” Jeg tænkte, at det kunne den vel ikke. Tiden går jo ikke hurtigere, bare fordi man sætter børn i verden. Men det gør den! Ikke i bogstavligste forstand, men alligevel er dagen omme, før man aner det og endnu et år er pludselig gået.

På denne tid af året, vender jeg ofte blikket lidt indad, tænker lidt mere over livet og det år, som netop er gået. Og hvilket år.

Det største, der er sket i år er naturligvis fødslen af vores skønne lille Nynne. Og det bedste er, at vi har givet vores søn en søskende. De to knuselsker hinanden og mit hjerte er ved at briste af kærlighed, lykke og stolthed, når jeg ser, hvordan de to banditter kigger på hinanden og når jeg ser den gensidige og ubetingede kærlighed, som lyser ud af dem begge.

Jeg anede ikke, at søskendekærlighed kan opstå så tidligt, men allerede fra dag et, var Willum på ingen måde i tvivl om, at han elsker sin søster. Da han trådte ind af døren på hospitalet, stilede han direkte hen til hende, kyssede hende på hovedet, aede hende og sagde:” Hej Nynne.” Det var kærlighed ved første blik. Ingen tvivl om det og mor her tudede af bare lykke. Det er det aller største øjeblik i år, den dag da de to mødte hinanden, for første gang. <3

Jeg kan stadig blive ramt af en følelse af uvirkelighed. At vi rent faktisk er en familie på fire nu, er for mig en perfekt og fuldendt familie. Det føles både uvirkeligt, fordi det altid er det jeg har drømt om, at blive en familie, og samtidig så fantastisk, at jeg nogle gange får tårer i øjnene. Af ren og skær lykke.

Og i dag fylder vores glade, milde og helt fantastiske lillesøster et halvt år! SEKS MÅNEDER! Det er helt vildt, og tiden ér virkelig fløjet afsted. I går var ungerne og jeg hos mine forældre for at hygge trods sygdom hos ældstebarnet. Og i går var det dermed også et halvt år siden, at jeg lå der midt på deres badeværelsesgulv badet i fostervand og ventede på ambulancen. Det føles som længe siden, og alligevel nærmest som i går. Jeg synes, at det er så vildt, at tid kan føles både som længe siden og tæt på. Det er en underlig og udefinerbar størrelse og det gælder om at nyde hvert øjeblik, med dem vi holder af. Jeg glemmer det naturligvis selv midt i travlheden af bleskift, madlavning, tøjvask, oprydning, aflevering og afhentning, ja i den almene hverdag. Men jeg forsøger at blive bedre til, at nyde de små øjeblikke og stunder, som, i et større perspektiv, får hverdagen til at skinne af bare en lille smule lykke hver eneste dag.

Om det er at få lov til at sidde helt tæt med ældstebarnet, at høre farmand og ungerne grine i leg imens jeg laver mad, at få et skønt smil fra lillesøster, som minder mig om, hvor ubetinget deres kærlighed er eller at få et dejligt kys af min kæreste midt i oprydningen, så er det lige præcis dér, den lille lykkefølelse sniger sig ind på mig. Og jeg elsker at mærke glæden helt ned i maven og sommerfuglene baske rundt igen. Det er dét, livet handler om. De små stunder og øjeblikke, små glimt af lykke. Jeg kalder det hverdagslykke. Og den er så let at glemme.

Omend hvor kliché agtigt det kan lyde, så er jeg lige præcis der, hvor jeg ønsker at være.

Jeg har en skøn kæreste, to fantastiske børn, vi bor i vores drømmehus, som vi er ved at kunne nyde fuldt ud, uden flere store ombygninger foreløbigt, vores børn trives, vi har de dejligste venner og veninder, en god familie og er alle sunde og raske. Jeg er taknemmelig.🙏🏻

Det eneste jeg ønsker mig for året 2019 er, at livet fortsætter som det er lige nu. Og nå ja, et arbejde ville være skønt 🙂 Fingers crossed.🤞🏻

Så, nyd hinanden, livet og husk hverdagslykken <3

Julegaveideen til hele familien

Så skal jeg lige love for, at julen er skudt i gang!

Herhjemme er nissen Julius flyttet ind og eftersom jeg kom til at sige, at nissen ikke flyttede ind, før der var pyntet til jul, måtte jeg allerede i gang med pynten for en uges tid siden. Knægten har nemlig ikke talt om andet end nisser, Julemanden og kalendergaver meget meget længe. Så allerede tirsdag i sidste uge, var der pyntet op! Og så flyttede nissen så sandelig også ind. Hvor pudsigt 😉

Jeg ELSKER julen og ikke mindst hvad den gør ved vores søn. Det er, uden tvivl, den årstid, han glæder sig allermest til. Han taler om det hele året og sidste år måtte vi i gang med at ringe til Julemanden allerede i September! Det slap vi heldigvis for i år. For nok er julen en skøn tid, især med børn, men den kan altså også starte for tidligt. Jeg synes det er længe fint, at butikkerne starter med at pynte op lige efter efterårsferien. Dog er det en tand for tidligt for min smag, for jeg når næsten altid at komme i julestemning før vi når december og så er den altid dampet af, når vi endelig rammer julemåneden. Men i år har julestemningen heldigvis først for alvor indfundet sig i slutningen af November. Det er alligevel lidt mere passende.

I år skød vi julen i gang på en lidt anderledes måde, end vi før har gjort det. Vi tog på juletur. Ikke til et sted, man ellers normalt sådan umiddelbart forbinder med jul, men til et sted, som gav den hele armen og hvor vi fik en anderledes en, på opleveren.

24 november drog vi nemlig, ungerne og jeg, på juletur til Givskud Zoo, sammen med nogle venner. Vi skulle bag kulisserne! Det var noget både store og små havde set rigtig meget frem til.

Vi skulle både hilse på løverne, fodre næsehornene, ønske gorillaerne god jul og se Julemandens Rensdyr. Og det var noget, som en på tre dagligt spurgte til, hvor mange gange han nu skulle sove, før han skulle ned til næsehornene.

Vi startede ud med at blive læsset på en zebrabus. Forventningens glæde var til at tage at føle på. Og så kørte vi ellers ind i en helt vinterlukket park, som kun åbnede portene, for vores skyld. Ret sejt.

Første stop på turen var hos Løverne. Vi blev mødt af den grummeste stank af kattep.., en smal gang og bure på begge sider. Det gjaldt derfor om ikke at overtræde den brede gule streg på gulvet. For selvom burene var forsvarligt lukkede og hegnet tæt, så kan sådan en løve godt komme ret tæt på og virke temmelig skræmmende. Især når man er tre år. Men de smukke dyr forholdt sig roligt og vi kunne i ro og mag, dog med vagtsomme øjne, nyde de helt fantastiske dyr.

Næste stop på turen var ved næsehornene og her kom vi helt tæt på. I staldene er stolperne i burene her så langt fra hinanden, at næsehornene kan stikke hovedet ud imellem. Dermed kan der også sagtens løbe et barn den anden vej. Så det var med at holde et øje på alle ungerne! Ligeledes var der også her markeret med gult, hvor man måtte gå til, for får hornene først fat i noget tøj, så kan et menneske sagtens få sig en flyvetur. Og det var ikke lige drømmescenariet! Til trods for, at sådan et næsehorn er et kæmpe dyr, satte Willum sig på hug med et æble i hånden (sammen med dyrepasseren, naturligvis) og lod et af næsehornene suge æblet til sig. Han er sej min lille gut. Og hold da op, hvor kan sådan et stort dyr smaske og gumle højt. Endvidere var det tilladt, at ae næsehornene og sørme om ikke også han turde det. Det var en kæmpe oplevelse, at komme så tæt på så tungt et dyr og mærke dens bløde hud og se ind i dens rolige og milde øjne.

Det tredje stop var hos gorillaerne, som var lidt stille i det. Vi fik at vide, at der på turen før os, havde været furore i hele buret, da en af de store unger, havde tyv stjålet en lille unge, fra sin mor og havde gemt den! Den frække store unge, havde sat sig med ryggen til resten af flokken, så moderen ikke kunne finde sin unge. Den store han gorilla skulle dog lige helt hen til ruden for at se hvad vi nu var for nogle aber og kiggede nysgerrigt på os. Og den lille abeunge kom også på benene og gav os lov til, at se den i fuld vigør. De er sjove sådan nogle gorillaer og vi kunne have iagttaget længe.

Rensdyrene var det sidste stop på turen. De blev fodret og vi fik sagt god jul til dem. Desværre kunne vi ikke hilse på Rudolf, for han var stadig oppe hos Julemanden. Imens rensdyrene blev fodret, fik vi en god fortælling om, hvorfor deres hove klikker, når de går. Men den historie, kan du selv få lov til at høre, hvis du kommer på juletur næste år 😉

Det var en kæmpe oplevelse at se dyrene så tæt på og komme om bagved. Og så var vi også så heldige at have en rigtig god fortæller med, som leverede både sjove og informative fortællinger. Tak til Kathrine, for de mange gode historier. 

Turen blev afsluttet med saftevand, æbleskiver og en tur rundt om juletræet. Og sørme, om ikke også Julemanden havde fundet vej til Givskud og lagt gaver under træet. 

Og hvad er det så, jeg vil fortælle med denne oplevelse, udover, at vi havde en fantastisk dag? Jo ser du, denne oplevelse, samt mange andre, kan også blive din, hvis du er årskortholder i Givskud Zoo. Og det er her, julegaven til hele familien kommer ind i billedet. 

Er du årskortholder i Givskud, kan du blandt andet komme med på juletur og andre arrangementer kun forbeholdt årskortholdere. Derudover opnår du forskellige rabatter inde i parken, men så sandelig også udenfor. Med et årskort er der, udover fri adgang til Givskud et helt år, ligeledes én gratis indgang til både Ree Park, Aalborg Zoo, Odense Zoo og Jesperhus Blomsterpark inkluderet i prisen for et årskort. Endvidere får du diverse rabatter på billetkøb til både Djurs Sommerland, Legoland, Randers Regnskov og andre zoos og akvarier og fri adgang i Aquadome i Lalandia for et barn ifølge med en betalende voksen.

Det kan dermed sagtens betale sig, at købe et årskort, hvis man ligesom os, er vilde med dyr, gode legepladser og fede oplevelser.

Du kan følge linket herog købe et gavekort til årskort eller simpelthen bestille jeres egne årskort. Det er super nemt og rigtig godt givet ud. Og så er prisen i særdeleshed også fornuftig. 🙂

Bare lige et lille julegavetip herfra.

Vi skal i hvert fald forny vores kort igen🙂 

Hav nu en rigtig dejlig december og pas godt på hinanden.

Glædelig syvende december herfra 🙂